Udskriv

Udstyr til bedøvelse ved kastration i faremark

Afprøvning af udstyr til gasbedøvelse i forbindelse med kastration af hangrise på friland

Projektperiode:

1.1.2016 - 31.12.2016 

Projektstøtte:

Fonden for Økologisk Landbrug 

Afsluttende rapport:

Projektets afsluttende rapport kan downloades her:

Udstyr til bedøvelse ved kastration i Faremark  - Afprøvning af CO2 gasbedøvelse (PDF) 

Formål og indhold:

2018 er deadline for en dyrevelfærdsmæssigt acceptabel løsning på kastration af hangrise. Flere projekter har forsøgt at finde metoder til produktion af økologiske hangrise. Bortset fra én landmand der havde hangrise på jordskokker har resultaterne vist store problemer med frasortering på grund af ornelugt. Lignende nedslående resultater har gjort, at de økologiske svineproducenter i Holland, organiseret i den hollandske pendant til Friland "Der Grüne Weg", har besluttet at der fortsat skal kastreres, men at det skal gøres under fuld bedøvelse og med efterfølgende smertelindring. Et system de hollandske dyreværnsorganisationer har godkendt og som placerer økologiske grise øverst på deres liste over dyrevelfærdsvenlige systemer.

Udviklingscenter for Husdyr på Friland har derfor i samarbejde med de to ejere, Friland og Dyrenes Beskyttelse, samt Svineudvalget i Økologisk Landsforening, vurderet, at det vil være vigtigt at få afprøvet det hollandske system til fuld bedøvelse af pattegrise i forbindelse med kastration under danske økologiske forhold. Den store forskel er, at hollænderne har deres faringer indendørs i farestalde, mens vi i Danmark har faringerne udendørs i hytter. Der skal derfor udvikles et system så det er muligt at gas-bedøve sikkert og nemt på friland.

Der er derfor indgået aftale med to økologiske svineproducenter der i forvejen kastrerer udenfor hytterne i en særlig kasse/vogn der placeres foran indgangen til hytterne. Det sikrer, at der kan arbejdes uforstyrret med pattegrisene, uden soen blander sig. I projektet vil vi ombygge de to vogne, montere gas-bedøvelsesudstyr og undersøge om det i praksis er muligt at få en acceptabel arbejdsrutine og samtidig opretholde et højt dyrevelfærdsniveau.

Projektejer:

Udviklingscenter for Husdyr på Friland
Centerleder Simme Eriksen
Marsvej 43, 8960 Randers SØ
Telefon: 89 19 27 64 / Mobil: 30 34 26 94
Mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

Projektets baggrund og formål:

Baggrunden for projektet er branchens aftale om udfasning af kastration på de nuværende vilkår, hvor der blot smertelindres. Aftalen er et frivilligt stop i 2018 – altså om kun godt 2 år. De forsøg der har været på helt at undgå kastration har peget på alvorlige problemer med for stor frasortering på grund af hangriselugt. En udfordring der også i Holland har fået de økologiske svineproducenter til at finde andre dyrevelfærdsmæssigt acceptable løsninger. I Holland har man valgt at satse på fuld bedøvelse kombineret med smertelindring, en praksis der er godkendt og anbefalet af de hollandske dyreværnsorganisationer.

Formålet er at ombygge og afprøve det udstyr de økologiske svineproducenter i Holland bruger ved bedøvelse af hangrise i forbindelse med kastration, så det kan bruges på friland. Udstyret bruges som nævnt allerede, men er kun udviklet til brug indendørs i stalde. Det forventes at udstyret kan ombygges så det kan monteres i en vogn/kasse der er spændt efter en traktor, og på den måde kan komme rundt i faremarkerne.

Projektet organiseres med tre arbejdspakker: Arbejdspakke 1 (AP 1) er ombygning af kastrationsvogne eller kastrationskasser så der kan monteres bedøvelsesudstyr på/i dem. Arbejdspakke 2 (AP 2) er den praktiske afprøvning af udstyret hos de to forsøgsværter Laurs Papsø Laursen og Preben Drastrup, begge økologiske svineproducenter der i forvejen kastrerer udenfor farehytterne. Arbejdspakke 3 (AP 3) er projektledelse og afrapportering.

Arbejdspakke 1:

Tilpasning af bedøvelsesudstyr til danske forhold på friland
(januar – juni 2016)

Der indkøbes to gas-bedøvelsesanlæg i Holland. De er bygget til brug i stalde hvilket blandt andet giver den udfordring, at der skal anvendes strøm til den automatiske doseringsventil og til tælleværket. De to afprøvningsværter har begge "kastrationskasser" der kan monteres bag på en traktor, men noget forskelligt indrettet. I samarbejde med lokale smede/håndværkere tilpasses vogne og udstyr, så det er muligt at transportere det rundt i faremarken. Udstyret skal være klar til brug senest 1. marts. Efter ca. tre måneders afprøvning laves en evaluering og der ombygges/tilpasses (om nødvendigt) på baggrund af de første erfaringer.

Milepæle i arbejdspakke 1:

1.1 Bedøvelsesudstyret fra Holland indkøbt og leveret (Januar 2016)
1.2 Kastrationsvogn / kasse ombygget (Februar 2016)
1.3 Tilpasning af udstyret gennemført (Juni 2016)

Arbejdspakke 2:

Afprøvning af bedøvelsesudstyret på friland
(januar – november 2016)

For at få et brugbart sammenligningsgrundlag gennemfører teknikere fra Udviklingscentret to dages tidstagning i begge besætninger i januar og februar, i forbindelse med kastration. Disse tidsmålinger skal fungere som kontrol for den koncentrerede afprøvning af bedøvelsesanlæggene. Der gennemføres så mange kastrationsforløb som muligt med bedøvelsesudstyret i perioden fra marts til oktober. I begge besætninger måles tidsforbrug og producenterne interviewes om deres vurdering af anlæggene. Det registreres hvordan pattegrisene reagerer både i forbindelse med gasbedøvelsen og i perioden efter kastrationen. Disse observationer danner grundlag for en velfærdsvurdering. Det må forventes, at udstyret og ombygningen af det skal forbedres ud fra de første erfaringer, hvorfor der holdes et projektgruppemøde i form af en intern midtvejsevaluering ca. 1. juni.

Efter sommerferien gennemføres igen en periode med test, tidstagning og interviews inden der i oktober afholdes en åbent hus dag hvor anlægget demonstreres for alle interesserede. Det forventes først og fremmest at være de økologiske svineproducenter, Friland A/S og Dyrenes Beskyttelse. Åbent hus dagen starter i faremarken (demonstrationsdelen) og afsluttes i egnet lokalt mødelokale hvor muligheder og begrænsninger vendes og diskuteres i lyset af 2018 aftalen om udfasning af kastration på de nuværende vilkår. Konklusionen fra åbent hus dagen og debatten inddrages i afrapporteringen.

Milepæle i arbejdspakke 2:

2.1 Tidstagning i almindelig kastration afsluttet (februar 2016)
2.2 Afprøvning af bedøvelsesudstyret i faremarken iværksat (marts 2016)
2.3 Midtvejsevaluering af udstyret gennemført (juni 2016)
2.4 Åbent hus arrangement afholdt (oktober 2016)
2.5 Data og erfaringsindsamlingen afsluttet (november 2016)

Arbejdspakke 3:

Projektledelse
(januar – december)

Simme Eriksen, UHF, står for den praktiske projektledelse, mens Marianne Bonde, UHF, har ansvaret for den velfærdsmæssige vurdering af metoden.

Milepæle i arbejdspakke 3:

3.1 Kickoff møde for følgegruppe og deltagere afholdt (januar 2016)
3.2 Slutrapport skrevet (december 2016)

Plan for offentliggørelse, formidling og vidensdeling

Der er følgende plan for formidling omkring projektet:

Januar 2016: Projektet præsenteres på UHF's hjemmeside
Oktober 2016: Åbent hus arrangement omtales før og efter afholdelsen.
December 2016: Faglig artikel i økologisk fagtidsskrift om resultater og perspektiver.

Generelt:
Projektet omtales i hele forløbet på Udviklingscentrets hjemmeside www.udviklingscenter.com der opdateres med tekst, billeder og resultater, ligesom slutrapport lægges på hjemmesiden.

Projektets leverancer:

Udstyr der kan bruges til fuldbedøvelse i forbindelse med kastration i faremarken er udviklet og testet. Udstyret vil kunne besigtiges på åbent hus dagen.

Der udarbejdes en velfærdsvurdering på baggrund af de observationer der gennemføres hos de to afprøvningsværter. Datagrundlaget for at udtale sig vil være afhængigt af mængden af observationer, men det er projektets ambition at gennemføre så mange tests som praktisk muligt for et 1-årigt projektforløb.

Projektets organisering, herunder evt. samarbejde med andre parter:

Projektet ledes af Simme Eriksen, centerleder i Udviklingscenter for husdyr på Friland (UHF).

Der nedsættes en mindre følgegruppe med deltagelse af Simme Eriksen og Marianne Bonde, begge UHF, en repræsentant fra Fødevarestyrelsen, Dyrlæge Birgitte Damm fra Dyrenes Beskyttelse, Henriette Guldager fra Friland A/S og de to afprøvningsværter Laurs Papsø Laursen og Preben Drastrup.

Preben Drastrup er medlem af Økologisk Landsforenings Svineudvalg og refererer løbende til udvalget om resultater og udfordringer.

Projektets forventede brugerrettede effekter:

De økologiske svineproducenter vil få en veldokumenteret velfærdsmæssig fordel frem for de producenter der ikke bedøver i forbindelse med kastration.

En afledt effekt vil være et lidt større tidsforbrug til kastration. Projektet vil forsøge at beskrive en procedure der minimerer denne udgiftspost.

Projektets forventede samfundsmæssige effekter:

En velfærdsmæssigt acceptabel løsning på hangriseproblematikken til være et stort løft for den økologiske svineproduktion. Kastration af hangrise i den nuværende form, hvor der kun smertebehandles, skal være udfaset i 2018.

Hvis projektet kan påvise en metode til sikker bedøvelse af hangrise, der tilmed kan bruges på friland, vil det være realistisk at indføre metoden i hele den økologiske svineproduktion i løbet af 2017, og således være i mål med en løsning inden 2018.

Effekten vil kunne påvises/dokumenteres, idet en eventuel aftale om bedøvelse af hangrise må formodes at blive en af de faktorer der kontrolleres i forbindelse med godkendelse til mærket "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse".